Sprengkulden har dratt nordover, og her på Østlandet er det skiføre i Marka og snø i luften. I 1898 skrev sørlandsdikteren Wilhelm Krag et ode til vinteren … besynderlig sjæleglad.
Vintervise
Og nu har det sned ihele nat,
så nu er her hvidt over mark og knat,
og nu får vi føre i skov og på vei,
så kan vi få tømmeret kjørt ned fra hei,
den sagen er grei.
Du Ane du, — tro hvor nu skindluen er?
og hvor har vi gjemt mine vinterklær?
og lovåtterne med en tommeltot på —
forleden dag de på loftsgulvet lå,
nu gjorde de så!
Og giv mig så endelig kaffespand med,
og stik nogle smørbrød i lommen ned.
Og hav så færdig lidt varmt til ikvæld.
Ajjøs da, farvel!
Hoja! Det såmæn nokså bra,
at komme sig lidegran hjemmefra.
Jeg tror det er reneste helsebod, når
det fryster så farligt, at rimfrosten står
i skjæg og i hår.
Ja det er så snodigt slig midtvinters da,
en blir så besynderilg sjælegla’.
Og solen skinner velsignet ned,
og dombjælden synger det bedste den ved,
og jeg synger med.
Fra Wikipedia: Vilhelm Andreas Wexels Krag (født julekvelden 24. desember 1871, død 10. juli 1933) var en norsk forfatter sterkt inspirert av Bjørnstjerne Bjørnson og Henrik Ibsen.
Han ble først kjent etter medstudenten Jens Thiis fremførte diktet «Fandango» i studentersamfundet i Oslo 25. oktober 1890. Diktet gjorde at hele landets litterære miljø dro bølgen og skapte nyromantikken som en ny norsk poetisk epoke. Fandango innleder den nyromantiske diktsamlingen Digte utgitt av Krag året etter.
Diktsamlingene Digte (1891), Sange fra Syden (1893) og Nye Digte (1897) er veldig typiske for den nyromantiske stilen.