Maidiktet

Da Sigbjørn Obstfelder ga ut samlingen Digte fikk han plassen som en av de fremste nyromantiske dikterne i Norge. Her er et livsbejaende dikt som passer godt i koronaens tid.

Sigbjørn Obstfelder (1886 – 1900) debuterte som dikter i 1889 med verket Heimskringlam, en satirisk skildring av Studenterhjemmets historie, nedtegnet i sagastil med kommentarer.

I 1893 gav han ut samlingen Digte. I følge Wikipedia vakte  den oppsikt og gav ham siden plassen som en av de fremste nyromantiske dikterne i Norge. En del av diktene i samlingen, blant annet «Jeg ser», er preget av ensomhet, undring, angst og fremmedfølelse, mens andre dikt er preget av mystikk og erotisk/religiøs lengsel. Mange av diktene er melodiøse, på grunn av Obstfelders lidenskapelige forhold til musikk. Les diktet Dag høyt og kjenn stråler strømme gjennom kropp og sinn.

DAG

Jeg er vågen
En ny dag slår sin blomst ud over mig
med duft af soltanker.

Mine ører har åbnet sig
for våvers og vindes viser
med ekko af fugles fryd.

Mine øine har åbnet sig.
Himlen hvælver sig over verden,
solen i hvælvets bund.

Jeg sov.
Min sjæl vanked, jeg ved ikke hvor.
Der var ikke sol der.

Jeg skjalv, da mørket kom.
Døden var derinde,
døden og hvislende tunger.

Nu er det jordens dag.
Biller myldrer frem af dens skjød,
boltrer sig i dens glade luft.

Hvor blev der af det sælsomme mørke?
Hvor veg det hen?

Nu er der stråler overalt!
Er verden bygget af stråler?

At bade sit hår i dette lyshav!
som vælder ind i græsset
og kysser støvet
så det springer frem i farvemylder.

At lugte denne fødende luft!
som danser på min pande,
gynger på mine næsebor.

Funklende dag!
Det er Guds leende øie, hans sjæls speil.

Hans tanker
springer frem af dybderne,
fra hvælvene, fra kloderne,
i et flammende åndemylder.

Sigbjørn Obstfelder fra Lyrikkboken utgitt av Den norske Bokklubben, 1971