DAG

Jeg er vågen.
En ny dag slår sin blomst du over mig
med duft af soltanker

Mine ører har åbnet sig
for vovers og vindes viser
med ekko av fugles fryd.

Mine øine har åbnet sig.
Himlen hvælver sig over verden,
solen i hvælvets bund.

Jeg sov.
Min sjæl vanked, jeg ved ikke hvor.
Det var ikke sol der.

Jeg skjalv, da mørket kom.
Døden var derinde,
Døden og hvislende tunger.

Nu er det jordens dag.
Biller mylrer frem af dens skjød,
boltrer sig i den glade luft.

Hvor blev der af det sælsomme mørke?
Hvor veg det hen?

Nu er der stråler overalt!
Er verden bygget af stråler?

At bade sitt hår i dette lyshav!
Som vælder ind i græsset
og kysser støvet
så det springer frem i farvemylder.

At lugte denne fødende luft!
som danser på min pande,
gynger på mine næsebor.

Funklende dag!
Du er Guds leende øie, hans sjæls speil.

Hans tanker
springer frem af dybderne,
fra hvælvene, fra klodene,
i et flammende åndemylder.